Down the memory lane

Historien om de første 5 år af Nisap/Logitrans

Historien om de første 5 år af Nisap Maskinfabrik

Skrevet i 1998 af Nis A. Pedersens hustru, Ingrid Marie Pedersen

“Nu i dag, hvor firmaet er ved at vokse fra mig, kunne jeg tænke mig at fortælle lidt om, hvordan vi havnede her i Farup. Jeg havde systue i Esbjerg og Nis arbejdede som smedesvend i Tarp. Så blev Nis arbejdsløs og kunne ikke få understøttelse. Det var bare med at finde nyt arbejde i en fart. I hans søgen i avisen, så han, at smedeforretningen i Farup var til salg. Smeden var gået fallit, og banken havde overtaget både smedje og beboelse.

Efter megen snak og nogen betænkelighed blev vi enige om at sætte vores sparepenge på højkant, og vi kunne derved lige klare udbetalingen.

Den første maj 1940 skulle vi overtage smedjen, og 9. april var Nis i Ribe for at underskrive skøde. Det blev en minderig dag, ikke mindst fordi Nis, da han skulle tilbage til Esbjerg, måtte følges med den tyske værnemagt, der var på vej til at overtage landet. Meget betænkelig satte han fuld fart på motorcyklen for at komme hjem til mig i Esbjerg.

Jeg blev sommeren over i Esbjerg, fordi jeg skulle tjene penge, så vi kunne få indlagt el i beboelsen. Esbjerg var efterhånden ikke så rar at bo i mere med alle de soldater og mørklægningen, så det var rart at rejse derfra den 1. november. Det blev den koldeste vinter jeg kan huske, og det blev ikke bedre af, at vi havde småt med brændsel.

Vi fik to læs tørv af Nis´ far og mor i bryllupsgave, men de slap alt for tidlig op. Hele foråret måtte vi klare os med grene fra kirkegårdstræerne, som vi fik lov til at hugge til kvas, da de blev beskåret.

Vi havde ikke for mange penge den første tid, og lige inden jul tabte Nis sin pung med hele vores kapital. Han måtte gå til kommunen, og bede om forskud på noget arbejde, han var i gang med for den. Det blev både første og sidste gang, vi lånte til privatforbrug. Det til trods for at i lang tid skulle alt, hvad der kunne skrabes sammen, bruges i forretningen. Jeg syntes undertiden det var lige hårdt nok, men det hjalp vel nok lidt, at der næsten intet var at købe. Vi lærte at sy om, og mange mærkelige ting blev sat sammen, for at vi kunne holde tøj på kroppen.

Det var nu da slet ikke så sort det hele, vi fik gode naboer, og når vi mærkede, at gaden begyndte at dufte af brændt rug, vidste vi, at nu kom der en hyggeaften med erstatningskaffe og bygmelsboller. Vi lærte at skønne på de gode mennesker, vi boede iblandt, i en tid, hvor verden var af lave.

Vi mærkede ikke så meget til tyskerne den første tid, men en nat fik vi sådan bogstaveligt talt krigen ned over hovedet. Vi vågnede ved, at maskingeværkuglerne raslede ned over zinktaget, det var en engelsk flyver,
der blev forfulgt af tyskerne. Vi for op, og uden der blev sagt et ord, havde vi Ruth (vores datter) i sikkerhed under vores madrasser. Men da var flyverne allerede ude over engene. Et par køer blev ramt af deres kugler, og en fisker der sad og fiskede, blev så bange, at han sprang på hovedet i vandet. Han reddede livet, men vi ved ikke, om den engelske flyver var så heldig.

En dag kom tyskerne pludselig til Farup, soldaterne tog både forsamlingshus og skole i brug. Deres heste måtte bønderne skaffe plads til i staldene. Nis fik også soldater i værkstedet, de skulle sko hestene. En dag kom de også hjem til os privat, og ville have 4 mand indkvarteret. Vi mente ikke vi havde for meget plads selv, men det hjalp ikke at protestere. Lærlingen måtte flytte ind i stuen og sove. Det var ikke så rart sådan at få 4 mand ind i huset. De skulle tilmed igennem køkkenet for at komme ind og ud. Jeg tror nok, de var helt godt tilfreds, der var en kakkelovn de fyrede i, og jeg tror også de lavede mad der. Jeg kan ikke huske, hvor længe de boede hos os, men pludselig skulle de til fronten i Rusland. Vi kunne mærke, de ikke var glade for at komme afsted.

Alt imens arbejdede Nis hårdt i værkstedet. Der var arbejde nok, men det kneb meget med at få materiale og reservedele. Når han havde en ledig stund, var der nok at tage sig til herhjemme. Det første han lavede, var at sætte en snegl i det gamle komfur, så det kunne give varme til de små stuer og soveværelset. Da det virkede så godt, fik han fat i en gammel kakkelovn, som han satte op i pulterkammeret. Der blev også sat en snegl i, og den gav både varme og varmt vand. Det virkede godt, men var meget primitivt. Der kom aldrig håndvask eller fliser, det kostede jo penge.

Men alting får jo en ende, fem lange krigsår sluttede 5. maj 1945. Den dag glemmer vi aldrig, heller ikke synet af den stolte tyske værnemagt. De kom sjokkende på deres ben her igennem. der var ikke meget storhed tilbage. De kom med gamle trækvogne, cykler, og hvad der ellers kunne trille. De transporterede deres ejendele, og hvad de kunne få købt for de sidste danske penge. Da de kom til grænsen, blev alt taget fra dem og de kunne forsætte tomhændet hjem til det sønderskudte Tyskland. Så var der også gået fem år af vores tid her i Farup.”